Vand, vand og atter vand - Guldborg Sund i maj 2004. Her er der ikke så langt til land, men det er lavt og syner ikke af meget. Så er der nogle koste og en masse fiskeflag at kigge på.

Tidlig morgen med Fejø forude.

Fejø er stadig forude - denne gang med svaner.

Kerteminde Bugt tidlig morgen.

Øresundsbroen en eftermiddag.

Smålandsfarvandet syd for Omø.

Udsigt til Storebæltsbroen og Sprogø.

Bygevejr, Femøsund, august 2004.

Billederne på siden viser havet. Det har en overflade af bølger eller er fladt og spejler himlen, og det slutter ude i kimingen. Nogle gange ligger der land i vandet. På overfladen er landet af naturen lidt mere varieret, men som regel ytrer det sig blot som smalle striber af forskellig farve i horisonten.

Som "søndagssejler" kan man næsten altid se land. Danmark er et godt land for søndagssejlere. Kun sjældent behøver man at bevæge sig så langt ud på vandet, at der ikke er en stribe land at skimte i den ene eller den anden retning. I dis og tåge ved man, at landet stadig findes bag ved, og nogle gange kan man høre lydene derinde fra.

På denne hjemmeside ser du kun billeder af vand, hvis overflade er i nogenlunde ro. Ingen høje, skumtoppede bølger, som vælter frem mod fotografen og båden. Ingen voldsomt skrå horisonter, fordi skibet ligger krænget for vinden.

Havet, du ser, er søndagssejlerens vand. Og de få gange, bølger og vind har skabt lidt dramatik, har jeg, søndagssejleren, haft nok at gøre med at styre. Der har ikke været overskud til også at fotografere.

Hvorfor kan sejlerne glo på vandet og en lige horisont time efter time, dag efter dag? Og blive ved?

Forklaringen om, at Øresundsbroen på billedet til venstre fra Køge Bugt kommer nærmere og nærmere, og at det er spændende at nærme sig den, afvises af de fleste, når de får at vide, at det tog fem timer at nå frem til broen fra det øjeblik, den første gang var i sigte.

Sejlskibene på billedet fra Smålandsfarvandet syd for Omø flyttede sig hurtigere end Øresundsbroen. To sejlede mod SØ og kunne ses i lang tid, mens det tredje skib sejlede NV og derfor hurtigt forsvandt ud af syne, fordi søndagssejleren denne eftermiddag sejlede SØ. Sådanne ting er vist nok kun underholdende, når der overhovedet ikke sker andet.

Det er også spændende at beregne, hvor du om tyve minutter vil mødes med det fragtskib, du kan se ude i kimingen med kurs mod Falsterbo Rev, hvor du ved, det skal dreje nord på lige hen mod dit skib for sydgående i Køge Bugt - når du har god tid og intet andet hænder dig.

Forklaringen på, hvorfor sejlerne bliver ved med at sejle, må desuden søges i indre omstændigheder. I sejlernes følelsesliv.

Følelsen af frihed er sikkert velkendt for de fleste. Det kan ikke lade sig gøre at sejle efter en stram tidsplan, og man kan ikke tillade sig at have travlt, så længe man er afhængig af vinden, og det er man. Og er det ikke vinden, er det strømmen og bølgerne, som ingen almindelig bådmotor kan eliminere.

Alle aftaler hjemmefra skal nødvendigvis baseres på, at alt kan ske, og at der skal være tid til det uforudsete. Friheden er således en universel accept af, at afgørelserne om en sejlads ligger hos skipperen, og at han eller hun træffer dem efter modent bestik af situationer, ikke en gang Meteorologisk Institut kan forudse.

Friheden er også at kunne sejle i alle retninger. Havet har ganske vist sine "hovedveje", som instrument-fanatikerne nøjes med at bruge, og der er render og løb og afmærkninger. Men i princippet er friheden til at sejle, hvorhen man lyster, til stede. Færdselsreglerne til søs skal overholdes, men da trafikken som regel er lille, eller slet ikke er der, skulle søvejsreglerne ikke indskrænke følelsen af frihed. Og er der trafik, er reglerne indlysende, og de giver masser af valgmuligheder.

Når sejlene står stramt i vinden, bruger du hverken benzin eller dieselolie. Lydene er naturens egne. Vindens og vandets lyde. Som sejler er man luksus-vagabond, og havet er godt at vagabondere i. Her er ensomhed og plads nok. Ankerpladserne ligger tæt i danske farvande. Og i havnenes mylder opleves et uforpligtende fællesskab og hjælpsomhed.

Den ultimative anarkist vil altid opleve, at sejladser ikke kan gennemføres, hvis man ikke retter sig efter vejr, vind, bølger og strøm og disse elementers indvirkning på skibet. Og det er jo netop dette, der gør de tidsskemaer umulige, som i det daglige oppe på land, afskærer alt for mange mennesker fra følelsen af frihed.

Friheden til søs er altså friheden til at sejle i de naturgivne situationer, man befinder sig i. Er der flere ombord, kan sejladsen kun gennemføres i korrekt samarbejde.

Mange sejlere og sejlerskole-elever har jeg hørt sige, at de, hver gang, de sejlede, efterlod stress og bekymringer inde på bolværket, og at følelsen af frihed opstod, så snart fortøjningerne var kastet. Skolekammerater, som aldrig havde sejlet, sagde det samme. Hvori deres frihed bestod, ved jeg ikke. Følelsen er individuel men bygger sikkert på visse fælles træk.